Af: Anja Lee Jensby, Bogblogger.dk, 24. november 2013
Inden længe banker julen på døren, og hvis du ikke er kommet i julestemning endnu, er her et godt sted at starte.
Selvom Hans Scherfig måske mest er kendt for sine skarpe, satiriske og samfundskritiske romaner, som Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtige, så var og er han også kendt og elsket som billedkunstner. Vi kender vist alle sammen hans fantastiske elefanter og flere af de andre skønne junglelitugrafier. Mindre kendte er i midlertidig hans collagebøger.Lukas´ bog er den sidste i en serie på fem, som Scherfig lavede til sine børnebørn.
Lukas var Hans Scherfigs yngste barnebarn. Bogen var en julegave til Lukas og det sidste større værk, han nåede at lave inden sin død i 1979. Hans Scherfig startede allerede som ung med at klippe og klistre. Han omdannede billeder til fine sammenstykkede collage af de overskydende tryksager hans far, Christian, bragte med sig hjem fra et af de store trykkerier i København, hvor han var direktør.
Collagene er interessante på flere måder. De er både historisk interessante med hver deres tematiske anslag, desuden er de sammensatte billeder kombineret på en sådan måde, at det på humoristisk eller flatterende vis fremstiller tingenes karakteristika. Andre gange rykker det direkte ved læserens ideer, association, opfattelser og forventninger af det, der er afbilledet. I første omgang tænkte jeg kun på, at bogen var fin, flot og interessant i forhold til den legende, humoriske og optimiske tone, som står i kontrast til hans litteratur.
Men bogen kan sagtens tale for sig selv. Collagene er stemningsfyldte og lærerige. Det må siges at være en billedbog i ekstraordinær forstand.
Hans Scherfig, Lukas´ bog, 2013, 68 sider, Forlaget Nemo.