Billedligt talt. Scherfig begyndte som legebarn og viste sig i sin allersidste lille collagebog tro mod sit barnesind.

AF ARNE HARDIS

Hans Scherfig: Lukas’ bog. 68 sider.
Vejl. pris 199 kr. Nemo.

Egentlig var Hans Scherfig slet ikke kommunist. Vrøvl, om igen, naturligvis var Scherfig kommunist, fra han meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti ved indgangen til 1932, til han døde en forårsdag i 1979. Hver evig eneste dag var han det:
Da Socialdemokratiet i de svingende 30re skiftevis blev skældt ud som socialfascister og omfavnet i folkefrontens navn. Da Hitler og Stalin i kammeratskabsånd delte Polen mellem sig. Da hans parti en kort, lykkelig overgang efter befrielsen havde den moralske overhånd som modstandsbevægelsens vigtigste organisation. Da sovjetiske tanks kvalte Ungarnopstanden. Og endelig, da han som medlem af DKPs centralkomité uden at ryste på stemmen var med til at ekskludere sin bedste ven gennem det meste af et halvsekel, Carl Madsen. Så standhaftig en tinsoldat er man kun, hvis man er overbevist kommunist.

Men der er en anden sandhed om Scherfigs kommunisme, en forståelsesnøgle til hans sind. Hun hedder Elisabeth Karlinsky, østrigsk kunstner, som Hans Scherfig tabte sit hjerte til, fra han så hende første gang i 1925. Hun var kommunist, derfor blev han det også. Hun smeltede hans sind og hærdede hans bevidsthed til den selvforglemmende kadaverdisciplin, som var uløseligt forbundet med kommunismen og fik den til at rime så fint på religion.

Hans ætsende forsvar for den tro, der blev hans, var så indædt, velformuleret og uforsonligt, at det hyppigt skyggede for andre strenge i hans sind. Når man så hans naive jungle- og savannebilleder, så man en gåde: Jamen, hvordan kunne han være så glødende kold i det politiske, når han var så barnligt glad i sin malerkunst?

UDGIVELSEN af billedbogen Lukas’ bog, oprindelig lavet til barnebarnet af samme navn julen 1978, få måneder før Hans Scherfigs død, slutter cirklen og åbenbarer den gamle stalinist som det, han var, før han blev vakt. Et barn glad for at tegne, for at fabulere og finde på historier, glad for at digte og glad for et jævnt og muntert liv på jord.
Det er en anden, oprindeligere side af Scherfig, som åbenbarer sig de forskelligste steder. I malerierne, selvfølgelig. Men også i de tidlige ugebladsnoveller, i debutromanen Den døde mand (1937), i de mange upublicerede digte fra de unge år med heftigt og schadeinspireret hjerteslag, i den kvarteksilerede tilværelse i den nordsjællandske landidyl fjernt fra det industriproletariat, som ifølge ortodoksien skulle forløse de drømme, han som kommunist måtte bære.

Og altså også i dette smukt udførte collageværk til barnebarnet, som også har skrevet et kort forord. Forlaget kalder det et »unikt og hidtil ukendt kunstværk«. Efter en formel definition passer det vel: Et værk af en kunstner er et kunstværk, ikke sandt? Mindre kan gøre det; bogen er fantasiæggende, glad og nysgerrig, en hyppigt tematisk ordnet pege- og opdagelsesbog med glansbilleder, tegninger og udklip. Opslag med juleklip, med børn, gæs, katte og kager. Med Karl Marx sammen med religiøse billeder, med rovfugle, insekter, naturligvis, skibe, nisser og musikinstrumenter. Om det så er en enkelt scherfigsk jungleelefant, savnes den ikke. I Scherfigs øvrige litterære værk overdøver den kommunistiske og opdragende stemme efterhånden den oprindelige boheme-røst, således at Anden Verdenskrig er en egentlig mental vanddeler for ham: I Den døde mander det kunstneren, der er »syg« med sine fjollede ideer, i den lille, afsluttende roman Den fortabte abe (1964) er det kapitalistiske samfund så sygt, at abekattestreger udnævnes til kunst. Tilsvarende er det embedsmanden Theodor Amsted, der har et forkrøblet sind i Den forsvundne fuldmægtig (1938), mens hans åndelige broder, lektor Karelius, lever i et sygt, kapitalistisk samfund i Skorpionen
(1953).

DET er ganske smukt at se Hans Scherfig vende tilbage til de kilder, han oprindelig øste af i denne collagebog. Hans arkiv på Det Kgl. Bibliotek flyder over med tegninger, skitser og illustrationer lavet af barnet og den helt unge mand. Uden tvivl har han været inspireret af de farverige ark, faderen hjembragte som direktør for trykkerivirksomheden Det Hoffenbergske Etablissement.

Over barndommens seng hang, fortalte Scherfig i 1947, et litografi forestillende Jesus på besøg hos Martha og Maria. »Min Barndom var fuld af Billeder. Litografiet af Martha og Maria var fremstillet af et Firma, som min Far ledede, og Billeder og Ark og Plakater og Etiketter, som han bragte med hjem, var mit bedste Legetøj.« Lukas’ bog kan ubesværet lægges oven i barndommens eventyrlige billedverden; nærmest som om alle de mellemliggende år aldrig var gået.

Weekendavisen, 18. oktober 2013