Forfatteren og billedkunstneren Hans Scherfig (1905-1979) lavede kort før sin død “Lukas’ bog” som en personlig julegave til barnebarnet Lukas i 1978. Nu kan alle vi andre for første gang få glæde af bogen.

Jeg åbnede bogen, og jeg følte mig på pudsig vis i en tidsalder, hvor jeg havde fløjlsbukser (jeg kan huske, at der var en brandbil nederst på det ene bukseben) og hønsestrikket trøje på. Og jeg tænkte: Mener man det seriøst at udgive sådan noget? Det er jo umoderne og handler slet ikke om den verden, vi lever i. Det gider børn da ikke.

Min lille 5-årige medlæser var enig. Hun råbte arrigt, at hun ikke gad læse godnathistorie i den der bog med de der gamle billeder og kom valsende med bogen om de 12 evigglade feer, der hele tiden roser hinanden, og som hun altid vil læse. Men nej, nu skulle vi altså læse Lukas’ bog. Og så gjorde det måske ikke så meget alligevel. Eller det gjorde måske faktisk slet ikke noget, for efter et lille øjeblik opdagede vi, at der var masser at snakke om på hver eneste side.

Lukas’ bog er ikke en oplæsningsbog, men en bog med det ene collageopslag efter det andet. Billederne vrimler frem på siderne i et stort mylder og fortæller alle en lille historie. Der er glansbilleder, gamle malerier og udklip fra bøger og blade opsat på hver sin kulørte baggrund. Der er gamle kobberstik, linoleumstryk, et stort billede af en bille. Billeder af paradis ved siden af et russisk udklip med et egern på. Indiske dansere danser side om side med balletdansere og folkedansere fra et gammelt maleri. Og så er der rigtigt mange glade kineserbørn… Efterhånden som vi kommer ind i bogen, kan vi se, hvordan billederne er ordnet i temaer, som billeder med katte, trompeter eller store lækre kager. Hvert eneste opslag emmer af omhu og glæde. En fint følt æstetik, der gør opslagene til små værker, dog uden at glemme deres barnlighed og samtale med barnet (og den voksne), der læser alle billederne.

Vi snakkede længe om, hvad der skete på hvert enkelt billede, og da det blev sengetid, var vi endnu ikke nået igennem bogen. Så sprang vi hen til det næstsidste opslag med alle kagerne, for det skulle vi lige nå at have med. Næste dag, stod der med store, flotte spejlvendte bogstaver “Rebekka” på bogens første side, hvor der er gjort plads til at skrive sit navn. Og på forsiden havde min lille medlæser øvet sig med kuglepen i at skrive L-U-K-A-S.

Jeg kan varmt anbefale bogen, fordi den minder om en tid, hvor barnlig fantasi og glæde også var noget, store mænd måtte besidde. Og jeg kan anbefale bogen, fordi det er en anden måde at læse historie med de små børn. Her er der tid til at snakke sammen om billederne, og ikke en tekst, der dikterer, hvornår man er færdig med hver enkelt side. Og så er det en bog, man helt selv kan læse, selvom man ikke har lært flere bogstaver end dem, der er i ens eget navn. Men alligevel er hver enkelt af de uendeligt mange fortællinger akkurat lige så spændende at læse for os voksne.

Anmeldelse 1. november af Nanna Færgemann