Forfatteren og billedkunstneren Hans Scherfig (1905-1979) lavede kort før sin død LUKAS’ BOG som en personlig julegave til barnebarnet Lukas i 1978.
Bogen består af 60 siders farverige og stemningsfyldte billedcollager, hvor Hans Scherfig viser vej ind i en fantasifuld verden fuld af leg, glæde og opdagelyst i børnenes øjenhøjde. Samtidig er bogen et unikt og hidtil ukendt kunstværk fra en af Danmarks største kulturpersonligheder.
LUKAS’ BOG er den sidste i en serie på i alt fem collagebøger, som Hans Scherfig skabte som gaver til sine børnebørn. Hans Scherfig startede allerede som ung dreng med at lave collager. Hans far, Christian, var direktør for et af Københavns største trykkerier, og han bragte overskydende tryksager med hjem til Hans, som omdannede billederne med lim og saks. Bogen er det sidste større værk, som den folkekære kunstner nåede at lave til sit yngste barnebarn inden sin død i 1979.
LUKAS’ BOG kan sammen med mange af Scherfigs andre billed-kunstværker ses som en hyldest til børnenes magiske verden, en verden som ofte angribes af samfundets skoler og de voksnes opdragelse, men som, når den får plads til at udfolde sig, kan vare hele livet.
Bogens forord er skrevet af bogens oprindelige modtager, Lukas Scherfig, og udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond samt Frimodt-Heineke Fonden.
“Bogen er fantasiæggende, glad og nysgerrig, en hyppigt tematisk ordnet pege- og opdagelsesbog med glansbilleder, tegninger og udklip […] Lukas’ bog kan ubesværet lægges oven i barndommens eventyrlige billedverden.”
– Arne Hardis, Weekendavisen. (Læs hele anmeldelsen her).“Jeg kan varmt anbefale bogen, fordi den minder om en tid, hvor barnlig fantasi og glæde også var noget, store mænd måtte besidde. Og jeg kan anbefale bogen, fordi det er en anden måde at læse historie med de små børn. Her er der tid til at snakke sammen om billederne, og ikke en tekst, der dikterer, hvornår man er færdig med hver enkelt side.”
– Nanna Færgemann, KultuNaut (Læs hele anmeldelsen her).
Læs flere anmeldelser her og her.
Hans Scherfig: Lukas’ bog
Forord af Lukas Scherfig
68 sider, helbind
ISBN: 9788792880017
Vejl. pris: 199,00 kr.
ONLINEPRIS: 125,00 kr. plus levering
Køb den online i vores webshop: